Alt det man ikke siger højt…

Jeg tænker tit på, hvordan alle de forskellige blogs er meget gode til at gøre barselslivet mere lyserødt end det i virkeligheden er.

Det er super fedt at have barsel ( i starten), og man finder hurtigt en hverdag med ble skift, kaffe og dikke dikke! Men for mig varede det altså ikke længe, førend jeg følte mig som en malkeko( på trods af jeg gav flaske) og en omvandrende zombie.

Den sociale kontakt er i dagens Danmark begrænset til Facebook eller Instagram, og den obligatoriske gå tur hver dag med barnevognen i parken.

Er jeg den eneste, som efter et stykke tid følte mig utilstrækkelig og have svært ved at leve op til ens egen forventninger? Jeg bruger en masse energi på at forberede mig på
en forhåbenligt god barsel, som denne gang skal indeholde lidt mere mor tid og social kontakt med andre mennesker.

At være mor er det vigtigste job for mig, men jeg må indrømme, at det altså ikke er nok for mig. Hatten af for alle de hjemmegående mødre, det er fandme sejt. Jeg kan bare ikke. Jeg savner at være noget for andre.

Det bliver sikkert noget helt andet med barn nr. 2. Mere vasketøj, mere sygdom, mere oprydning og mere moar. 🙂

Nu sagde jeg det. Det man ikke snakker om, men som man ofte føler.

/ M