Frygten for at miste…………..

Kender I det når hjertet snører sig sammen og tårerne presser sig på?

Dette indlæg har jeg gået og brygget oven i mit hoved gennem længere tid, og i dag mens Øglen snorker, og jeg sidder og hidser mig op over de ultra sunde danske speltmødre på DR2’s tema lørdag, så tænkte jeg, at det skulle være.

For to uger siden landede piloten efter nogle dage ude, og Malias og jeg sad og spiste aftensmad. Normalt sætter han sig bare ned og spiser med. Denne gang bad han mig om at flytte mig, således han kunne sidde ved siden af Malias. Han kysser og krammer ham på en måde, som jeg ikke havde set før.

Endelig lukkede han lidt op, også fortalte han, at han den dag havde fløjet med en kaptajn, som gik rundt med et billede af en ung knægt i hans havnekort. Den unge dreng var kaptajns afdøde søn på to år, som han mistede i forbindelse med en ulykke i udlandet. Tabet er han aldrig kommet sig over, og billedet er i havnekortet, fordi så er drengen altid med ham.

Pyha. En klump i halsen.

Kender I ikke det, når man ser en ulykkelig historie i nyhederne? Ser spisesedlerne på forsiden af Aviserne eller hører om tragedierne i ens omgangskreds?

Så vender alt sig i maven, og man får svært ved at få luft. Angst skabt af ren og skær frygten for at miste.

Da jeg var udsendt, tænkte jeg ikke meget på, hvordan familien og vennerne havde det, fordi jeg var nede for at løse en opgave, og heldigvis var det bare raketter eller vejsidebomber, som kunne bestemme min skæbne. Så let en tilgang havde min familie og venner herhjemme i DK det dog ikke!

Jeg glemmer aldrig opkaldet til min tvillingesøster en dag halvvejs i min udsendelse, hvor hun grådkvalt måtte aflevere telefonen til min svoger, da hun simpelthen ikke kunne få luft af bare gråd.

På en måde er frygten for at miste jo faktisk en god ting. Det betyder jo, at vi har nogle mennesker i vores liv, som vi vil gå gennem ild og vand for, og som vi elsker så højt, at livet er fuldendt med dem.

Nogle gange kan jeg vågne badet i sved og med et hamrende hjerte, imens et mareridt har udspillet sig i mine drømme. Det kan være alt fra at miste piloten til en anden kvinde, at min mor ville omkomme i en trafikulykke, eller at min søn pludselig ville blive alvorlig syg. De dage knuger jeg mine nærmeste ind til mig og priser mig for lykkelig for øjeblikket.

Det er nok meget normalt, at man har dødsangst, og at man er bange for at miste de folk, som man har kær engang imellem, sålænge det ikke påvirker ens hverdag.

Så i dag vil jeg sende en vindens sus krammer til alle de folk, som jeg elsker, og jeg vil knuge mig ind til manden min og overkysse øglen, så han er ved at brække sig af kærlighed.

Jeg håber, at I vil gøre det samme med dem I har kær:)

Kram Marlene